Victoria var med mormor på kunstmuseum: - Sjovere end at sidde derhjemme

Karen og Victoria Bager var på Vendsyssel Kunstmuseum, hvor man havde arrangeret en hel dag for nysgerrige familier.

Lørdag var familien Bager samlet til fødselsdag, og her kom mormor Karen sit barnebarn Victoria til undsætning.

Hun kunne nemlig gå en søndag i møde, hvor hun skulle ud at se sin lillebror spille fodbold.

- Jeg vil hellere med min mormor, griner Victoria Bager.

Det er ikke første gang, mormor og barnebarn er at finde på Vendsyssel Kunstmuseum. De nyder nemlig at komme der.

- Det er den fantasi, der ligger bagved, og så synes jeg også, der er noget spændende ved farverne, men jo også at lægge sin egen fantasi ind i det og måske tænke nogle andre tanker, end kunstneren har, siger Karen Bager.

Rundvisningen startede i Poul Anker Bech området.
Rundvisningen startede i Poul Anker Bech området.
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord

Den store påskesatsning

Ferier er jo lig med fri, og kulturinstitutionerne over hele landet står helt klar til at åbne dørene for gæster.

Derfor gør Vendsyssel Kunstmuseum, ligesom mange andre kulturinstitutioner meget ud af at arrangere oplevelser for familier i ferier og på helligdage – og Palmesøndag er faktisk deres helt store påskesatsning i år.

- Vi har valgt, at det skulle være søndagen før påske – her Palmesøndag i stedet for selve påskedagene af hensyn til påskefrokoster, siger Kirsten Tange Maagaard, der er museumsinspektør og formidlingsansvarlig hos Vendsyssel Kunstmuseum.

Dagen igennem er spækket med oplevelser med alt fra rundvisning til højtlæsning af børnebogsforfatteren Christine Lund Jakobsen.

- Vi vægter jo også kunstoplevelsen rigtig højt. Muligheden for at se forskellige kunstneriske udtryk, men også den kreative oplevelse, siger Kirsten Tange Maagaard.

Se hele indslaget fra Vendsyssel Kunstmuseum:

Laver gækkebreve

Under rundvisningen kiggede Victoria og Karen Bager nærmere på blandt andre Peter Hentzes universer, og her kunne de måske finde lidt inspiration.

Kunstmuseet havde nemlig også arrangeret, at der skulle laves gækkebreve.

Der blev lavet gækkebreve, som kan deles ud til familiemedlemmer.
Der blev lavet gækkebreve, som kan deles ud til familiemedlemmer.
Foto: Nicolai Nør Pedersen / TV2 Nord

Mormor og barnebarn er efter dagen på Vendsyssel Kunstmuseum dog slet ikke færdige med at være i det kulturelle hjørne i denne påske.

- Vi skal faktisk også ud at male på sådan et kunsthåndværkssted her på onsdag, siger Karen Bager.

Og Victoria kunne da også komme i tanke om ting, hun bryder sig mindre om.

- Jeg synes, det er meget sjovt, fordi man lærer jo meget, og så er det også lidt sjovere i stedet for at sidde derhjemme og kede sig, siger hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland