25.000 gæster: Hjørring Dyrskue var en succes
Stemningen var helt i top da Hjørring Dyrskue fredag og lørdag løb af stablen.
Stemningen på årets dyrskue i Hjørring var høj både blandt publikum og udstillere.
I år trak dyrskuet rekord mange gæster til. Da billetsalget blev gjort op lørdag eftermiddag havde omkring 25.000 personer besøgt dyrskuet. Det tal er langt højere end sidste år.
- Det er skønt at se, at alle vores forberedelser bærer frugt, og at så mange folk har valgt at bruge en dag eller to på dyrskuet. Med så mange glade gæster og udstillere kan jeg ikke være andet end tilfreds. Jeg tror helt klart at folk har fået en god oplevelse med sig herfra, siger dyrskuekoordinator Karin Møller Larsen fra LandboNord.
Det var især skoleelever, som var med til at trække besøgstallet op. Mere end 3.900 skolebørn gæstede dyrskuepladsen fredag, hvor der blandt andet var mulighed for at komme helt tæt på dyrene.
Ud over det havde klasserne mulighed for en tur i LandboNord køkkenet. Her fik de lejlighed til at lære om fødevarernes oprindelse og fik tips og tricks til madlavning.