Det har taget 8 år: Nu åbner Vrensted kulturhus
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Vrensteds kulturhus har været under opsejling i otte år. I dag kunne de med borgernes hjælp endelig slå dørene op.
Den lille by Vrensted, som ligger i Vendsyssel mellem Hjørring og Aabybro, kunne i dag slå dørene op for deres helt egen kulturhus.
Der var flag i hele byen, da Vrensted med 318 indbyggere i dag, efter 8 års forberedelse, kunne byde byens borgere velkomne til det nye kulturhus.
Og det var som om alle indbyggere i byen, var med til åbningen. Der var nemlig trængsel for at komme ind og se Vrensteds nye hus, som alle i byen kan få glæde af.
Byens Hus er nemlig et symbol på en lille landsbys kamp for at bevare sammenhold og fællesskab.
Der var heller ingen smalle steder, da byens beboer, foreninger og lokale firmaer skulle samle penge ind for at medvirke til at financiere byggeriet.
Det lykkedes byen at samle over 800.000 kroner, som man kunne overdrage til Hjørring Kommune.
Mads Sørensen, der er én af initiativtageren til huset, var også stolt over at se byens hus stå færdig i dag, selvom håndværkerne arbejdede lige til det sidste. Artiklen fortsætter under videoerne.
Byens hus er en ombygget version af den gamle folkeskole i Vrensted.
Huset skal fungere som et fælles aktivitetshus for alle, og man håber på, at det vil medvirke til, at der igen kommer liv i byen.
Byens hus vil være åbent mandag til fredag fra klokken 7.00-23.00, og når der er arrangementer i weekenden.
Det bliver i første omgang byens idrætsforening, Vrensteds Kulturcenter og Vrensted Samvirke, der tager byens hus i brug.
Det er gratis for alle foreninger at bruge huset. Man kan også som privat leje sig ind i lokalerne til arrangementer.
Børnene i byen får også mulighed for at komme og bruge gymnastiksalen efter skoletid.
Byens hus koster lige omkring 10 millioner kroner, men pengene er godt givet ud, og det var også en meget tilfreds borgmester, som kom forbi for at ønske tillykke - ikke kun til byen Vrensted, men også til Hjørring kommune.