Fredsløbere besøger cirkusprinsesse i Løkken
Otte særlige løbere ankom i dag til Løkken. De såkaldte fredsløbere har besluttet sig for at aflægge Cirkusgården i byen et visit, og det kræver lidt forberedelse, når man får besøg af den kendte løbegruppe.
The Peace Run slog onsdag ruten forbi cirkusgården i Løkken. Her mødte fredsløberne en ægte cirkusprinsesse.
The Peace Run er et fakkelløb, der bærer en fredsfakkel fra sted til sted. De har været igennem hele 150 lande, og onsdag slog de så vejen forbi Cirkusgården i Løkken. Her mødte de indehaveren Katja Schumann, der siden hun var helt lille har optrådt i cirkusser.
- Det er da spændende. Man læste jo lidt om dem på deres hjemmeside, og så tænkte jeg: Det var sgu da mærkeligt. Jeg ved ikke, hvorfor de absolut har valgt dette her. Det er måske deres stil at finde steder, der er lidt ud over det sædvanlige, siger Katja Schumann, indehaver Cirkusgården.
Jeg ved ikke, hvorfor de absolut har valgt dette her. Det er måske deres stil at finde steder, der er lidt ud over det sædvanlige
Katja Schumann, indehaver Cirkusgården
Faklen har i Peace Runs historie tilbagelagt over 632.000 kilometer. Fredsløberne løber ikke for en bestemt sag eller for at samle penge ind. Formålet er ganske enkelt at skabe bånd mellem de mennesker, de møder på deres vej, og det er ikke helt tilfældigt, at de har valgt cirkusgården.
- I cirkus oplever du den uskyldige glæde, der gør dig og folk omkring dig i bedre humør, så vi var meget glade for, at Katja inviterede os til cirkusset i dag, siger Grahak Cunningham, der er en af løberne.
The Peace Run er gennem tiderne blevet støttet af statsoverhoveder som Mikhail Gorbatjov og Nelson Mandela. Flere olympiske atleter har med tiden også løbet med og taget skridt for freden.