Gruppeformænd i Hjørring Byråd: Dækning af sag om 10-årig har været unuanceret
En 10-årig dreng fra Hjørring er taget som gidsel i sine forældres skilsmisse
En række gruppeformænd fra Hjørring Byråd er gået sammen om en fælles udtalelse i sag om en anbragt 10-årig dreng. De mener, at dækningen har været unuanceret, fordi Byrådet har tavshedspligt.
Når medierne omtaler sager, der drejer sig om børn, der er kommet i klemme, er det ofte svært at få politikere og sagsbehandlere til at udtale sig om de konkrete sager. Og selvom det er for at beskytte det enkelte barn, kan det betyde misvisende dækning, mener gruppeformændene i Hjørring Byråd.
De har sammen skrevet en udtalelse i sagen om en 10-årig dreng, som vi flere gange har omtalt på TV2 Nord. Drengen er blevet fanget i sine forældre skilsmisse, fordi han ikke vil bo hos sin far, som egentlig har vundet forældremyndigheden i Landsretten. Derfor har drengen i et år boet på børnehjem i Aalborg, mens han kun må se sin mor en time om måneden – til trods for, at han selv siger, han helst vil bo hos hende.
En gruppe mødte sidst i august op foran rådhuset i Hjørring for at demonstrere i håbet om at byrådspolitikerne ville tage sagen op. Med sig havde de 500 underskrifter. Dengang sagde borgmester Arne Boelt fra Socialdemokratiet sådan her:
- Jeg har ingen værktøjer her, der kan hjælpe dem. Vi skal ikke have underskrifterne, fordi beslutningerne er truffet et andet sted. Jeg har ingen mulighed for at lave om på dem.
Jeg har ingen værktøjer her, der kan hjælpe dem.
Arne Boelt, borgmester, Hjørring Kommune
Nu uddyber gruppeformændene så i den fælles udtalelse, som kommer, fordi de mener, at mediernes dækning af sagen fremstår unuanceret og misvisende på grund af kommunens og Byrådets tavshedspligt.
- I relation til den konkrete sag finder vi behov for at præcisere, at det er Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse i sager om forældremyndighed. Statsforvaltningens afgørelser kan indbringes for domstolene. I den konkrete sag har Landsretten truffet afgørelse i forældremyndighedsspørgsmålet, og det er således Landsrettens afgørelse, der har dannet grundlag for kommunens håndtering af sagen. Moderens advokat har arbejdet på at få forældremyndighedssagen genoptaget. Status herpå er, at Landsretten har truffet afgørelse, som betyder, at forældremyndighedssagen ikke genoptages, skriver formændene.
De påpeger, at de dele af sagen, som Hjørring Byråd har indflydelse på som for eksempel mængden af samvær med den 10-åriges mor, kan blive indbragt for Ankestyrelsen. Det er sket to gange, og begge gange har Ankestyrelsen ikke vurderet, at der er grundlag for at gå videre med sagerne.
Det er Statsforvaltningen, der har kompetencen til at træffe afgørelse i sager om forældremyndighed.
Gruppeformænd i Hjørring Byråd
Nu håber gruppeformændene, at der kan komme ro på situationen.
- Det er vores opfattelse, at det bedste for den anbragte dreng vil være, at omgivelserne i den kommende tid giver drengen ro og udviser tillid til, at de professionelle omkring drengen, arbejder målrettet på at skabe de bedst mulige vilkår for drengens trivsel, slutter udtalelsen.
Det er Peter Duetoft (Socialdemokraterne), Henrik Jørgensen (Venstre), Per Møller (Konservative), Jørgen Bing (Socialistisk Folkeparti), Dan Andersen (Lokallisten), Per Hyldig (Dansk Folkeparti), Michael Valhøj (Liberal Alliance), Louise Bilde Hvelplund (Enhedslisten) og Steen Lindgren (løsgænger), der står bag udtalelsen, der kan læses her.