Halmtransporter i brand: Hovedgade spærret
Foto: Abedullah Kamalzada
To halmtransporterer brød i brand i Tårs by tirsdag eftermiddag. Begge køretøjer er udbrændt.
To køretøjer, der fragtede halm, er brudt i brand i Tårs by. Det har givet meget røgudvikling i bymidten og lukket flere gader midlertidig. Bredgade, der er hovedgaden i Tårs, er stadig lukket klokken 18.00 og vil være det i noget tid endnu.
- Vi stod nede af gaden og røgudviklingen var kraftig. Derefter sprang dækkene, og det lyder rigtig højt, når sådan nogle springer. Så det var lidt voldsomt, siger Dorthe Andersen, der er indbygger i Tårs.
Indsatslederen har endnu ikke det fulde overblik over brandårsagen, men han regner med at det er en kombination af en gnist fra maskineriet og den knastørre halm, der har antændt den ene vogn. Derefter har gnister fra den ene brændende vogn antændt den anden.
Lægehuset i Tårs var en overgang truet af ilden, men det har beredskabet fået kontol over. Så der er ikke længere fare for huse.
Begge køretøjer er totalt udbrændt, og der vil gå noget timer endnu før brandene er helt slukket, og der er ryddet op i Tårs. Vagtchefen ved Nordjyllands Politi oplyser, at Hovedgaden er spærret minimum til klokken 22.