Hjørring er klar til kamp mod colibakterier

Hvis det på søndag viser sig, at der stadig er colibakterier i badevandet ved vestkysten, skal synderen findes.

Hjørring Kommune venter lige nu på svar på en række prøver, som skal afsløre, om der stadig er kolibakterier i badevandet ved strandene i Lønstrup, Nørlev og Skallerup. På søndag vil det vise sig, om Hjørring Kommune kan ophæve advarslen om at gå i vandet på grund af sundhedsfare.

- Det er så ærgerligt, at vi har været nødt til at fjerne badeflagene på strandene på grund af for mange bakterier i vandet, så jeg håber, at det blot var et kortvarigt tilfælde, så vores strandgæster kan hoppe i igen allerede fra søndag, siger Ole Ørnbøl, som er socialdemokratisk formand for Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune.

Forureningen ved vestkysten består af E-colibakterier, som stammer fra dyrs eller menneskers afføring, men ingen ved endnu, hvor forureningen kommer fra.

- En teori går ud på, at forureningen  kommer fra ekskrementer fra de mange måger på strandene, men det kan også være fra et skib, som har tømt sine tanke i havet. Der er også den mulighed, at den stammer fra landbruget eller et rensningsanlæg, siger Ole Ørnbøl.

Hvis prøverne viser sig at være positive, vil Hjørring Kommune sætte en undersøgelse i gang. I første omgang vil eksperter med en DNA-analyse bestemme, om bakterierne stammer fra dyr eller mennesker. Hvis forureningen er menneskeskabt, skal kommunen forsøge at finde ud af, hvor udslippet er sket.

- Vi arbejder så hurtigt, vi kan. Det er vigtigt for os, at man trygt kan bade ved vores strande. Nu kommer sommeren jo også igen i næste uge, siger Ole Ørnbøl.


Seneste nyt

fra Nordjylland