Nadia Nadim udgiver ny bog: -Jeg havde ikke den bedste start på livet

Den 30-årige angrebsstjerne på det danske landshold, Nadia Nadim, har i dag udgivet bogen "Nadia Nadim - min historie”.

Fodboldstjernen Nadia Nadim har formentlig haft en noget anderledes begyndelse på livet, end de fleste af hendes landsholdkollegaer.

Netop dette beskriver hun i sin helt nye bog ”Nadia Nadim – min historie”.

- Jeg har måske ikke fået den bedste start på livet, men jeg synes, jeg har formået at vende det til noget positivt, siger Nadia Nadim. 

 
 
Foto: TV2

Bogen ser tilbage på barndommen, hvor hun som ni årig mistede sin far, som blev dræbt af Taleban. Derefter flygtede hun med sin mor og søskende fra Afghanistan og havnede i et asylcenter i Gug.

Derefter etablerede familien sig i Skørping, hvor Nadia Nadims talent for fodbold hurtigt blev spottet.

- Jeg er virkelig glad for bogen, og jeg håber andre kan lære noget af bogen. Især at selvom man går igennem mange ting, afgør det ikke, om man kan noget eller ikke kan noget, siger Nadia Nadim. 

 
 
Foto: TV2 Nord

Og det er hun i sandhed et lysende eksempel på. I dag er hun nemlig angrebsstjerne på det danske landshold, og spiller desuden for engelske Manchester City.

Signerer bog i Fortuna Hjørring

Selvom Nadia Nadim for længst har rykket teltpælene op fra Nordjylland, lader det til, at hun ikke kan give helt slip på sin tidligere klub Fortuna Hjørring, som heller ikke helt vil give slip på hende.

I anledning af klubbens finalekamp mod Brøndby på Hjørring Stadion på søndag den 17. juni klokken 15, har de nemlig inviteret Nadia Nadim til at komme og signerer sin bog fra klokken 14-15 inden kampstart.

- Hun er vores Messi eller Ronaldo, og jeg tror, hun vil tiltrække mange fans, siger Mads Larsen, der er kommerciel leder for Fortuna Hjørring.

Efter søndagens finalekamp bliver der både en officiel fejring på Hjørring Rådhus, og så en privat fest i klubben. 

Bogen går tæt på fodboldspillerens barndom i Nordjylland

Seneste nyt

fra Nordjylland