Foto: Christell Maria Iversen

Nordjyde undslap thailandsk fængsel - nu skal han for retten

Hvis nordjyske Peter Jensen mente, at han var færdig med retssale og fængsel, da han endelig landede i Danmark den 14. september i år, tog han grueligt fejl. Sådan spiller klaveret nemlig ikke, og retssagen for grov moms- og skattesvindel begynder mod den 50-årige mand på mandag ved Retten i Hjørring. 

Her sidder Peter Jensen anklaget for at have svindlet for godt otte millioner kroner fra 2004 til 2009 med det byggefirma, han havde i Hjørring.

Peter Jensen blev umiddelbart efter sin hjemkomst fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet med den begrundelse, at der var mistanke om, at han ville forsøge at flygte. Det var nemlig tilfældet tilbage i 2010, da retssagen var på vej første gang, og årsagen til, at han endte i Thailand i første omgang.

Ved grundlovsforhøret nægtede den 50-årige sig skyldig i anklagerne, men han indrømmede dog at have været ansvarlig i en række af de firmaer, tiltalen vedrører. Derudover protesterede han mod varetægtsfængslingen på grund af sit helbred - angiveligt er han vendt hjem fra Thailand med både tuberkulose og leverbetændelse.

På anklageskriftet hober forholdene sig op med overtrædelser af både momsloven og straffeloven. I alt løber svindelen op i 8.522.861 kroner.