Psykisk syg mand anholdt i større politiaktion

En psykisk syg mand gik tirsdag morgen og formiddag amok og forskansede sig derefter i et hus i Sindal.

Tirsdag morgen og formiddag har Nordjyllands Politi været talstærkt til stede på Møllevænget i Sindal, hvor en aggressiv, psykisk syg mand forskansede sig i et hus.

- Vi havde en hel del mandskab af sted, og det var nødvendigt at få spærret området af af hensyn til folks sikkerhed, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

Det er lykkedes politiet at få manden ud af huset og få ham anholdt. Han skal nu tilses af en læge, da anholdelsen ikke gik helt stille for sig.

- Han har formentlig bare fået en bule, men vi måtte anholde ham med den magt, der var nødvendg, siger Poul Badsberg.

Manden er i forvejen kendt af politiet, og han kan i perioder være meget aggressiv og udadreagerende. Derfor er det ifølge vagtchefen sandsynligt, at han nu skal indlægges på grund af sin psykiske tilstand.

Optakten til eftermiddagens anholdelse er hvad politiet betegner som nabostridigheder. Allerede klokken 6 tirsdag morgen blev politiet kaldt til stedet, hvor manden havde slået en nabos elmåler i stykker.

Men det stoppede ikke der, for klokken 11 blev politiet igen kaldt til Møllevænget i Sindal, og nu var manden blevet meget aggressiv.

- Han gik helt amok og kastede ting efter folk. De håndværkere, der var ved at rteparere den ødelagte elmåler, jagtede han med brækjern og hammer, fortæller vagtchef Poul Badsberg.

Efterfølgende forskansede manden sig altså i et hus, som politiet måtte tiltvinge sig adgang til. De kunne derefter anholde manden uden for huset.

En håndværker fik ifølge vagtchefen et slag i ryggen, da den psykisk syge mand gik amok, men han skulle ikke være kommet alvorligt til skade.


Seneste nyt

fra Nordjylland