Vendelbohus: Nye kræfter er klar til at sparke liv i det gamle kulturhus
Foto: Jesper Lange
Hjørring Antenneselskab og iværksætter Jesper Spanner Sørensen har skrevet under på lejekontrakt på Vendelbohus og er klar til at sparke liv i det gamle kulturhus.
Hjørring Antenneselskab og iværksætter Jesper Spanner Sørensen har skrevet under på lejekontrakt på Vendelbohus og er klar til at sparke liv i det gamle kulturhus.
Der er skal være tv-station, restaurant, socio-økonomisk virksomhed og masser af koncerter og stand-up.
Det er nogle af de mange ideer, som Hjørring Antenneselskab og Jesper Spanner Sørensen har i støbeskeen i forhold til at udvikle Hjørrings gamle kulturhus, Vendelbohus.
De to parter har netop underskrevet en lejeaftale, som dog endnu ikke er godkendt af Hjørring byråd.
- Så vidt jeg har forstået, er det det eneste bud, kommunen har fået, så vi har store forhåbninger til, at det kommer til at ske, siger Jesper Spanner Sørensen, der tilføjer, at han vil græde, hvis Vendelbohus må lukke.
- Stedet er så vigtigt for Hjørring, det er centralt i byen, der er gode parkeringsforhold. Og så er det bare så vigtigt, at der sker noget i Hjørring, det betyder noget for boligmarkedet og for hele handelslivet, tilføjer han.
Hjørring Antenneselskab og Jesper Spanner Sørensen har skrevet under på, at de vil stå for driften af stedet, dog er der fortsat nogle knaster omkring bygningens tilstand, der skal lande mellem dem og ejeren, Hjørring Kommune.
Ifølge Jesper Spanner Sørensen vil det koste omkring en million kroner hvert år i de første tre år at drifte stedet og højne aktivitetsniveauet.
De seneste tre år har både kommunen og Kulturforeningen Vendelbohus forsøgt at finde en forpagter til bygningen. Den 3000 kvadratmeter store bygning havde sidst en forpagter tilknyttet tilbage i 2008. Og stedet står til lukning, hvis det ikke lykkedes at finde en til at overtage. Det stod klart efter Hjørring Kommune vedtog et budgetforlig, som fjerner et årligt driftstilskud til bygningen på 1,5 millioner kroner.
Vendelbohus har været hjemsted for Hjørring Revyen. Scene og balkon kan dateres tilbage til 1907. Vendelbohus i Hjørring har ladet tæppet gå for teaterforestillinger siden begyndelsen af det 20. århundrede.
Nu har Hjørring Antenneselskab sammen med iværksætteren Jesper Spanner Sørensen underskrevet et tilbud til kommunen.
- Buddet er givet efter et længere forarbejde, hvor andre interessenter også har været involveret. Ideerne og mulighederne er mange – og der er en meget stor tro på husets kvaliteter, men også at mange har lyst til at støtte, at vi fortsat har et kultursted som Vendelbohus i byen, siger formand for Hjørring Antenneselskab, Kurt Larsen og fortsætter:
- Når vi i bestyrelsen i HAS gerne vil være med, skyldes det, at vi ser det som en mulighed for at lave flere arrangementer i foreningens regi og ikke mindst få et lille studie, hvor vi kan lave optagelser til vores egen tv-kanal til glæde for alle vores medlemmer.
Dog ser den udfordringer for de omkring 25 forskellige foreninger, der lige nu gratis bruger Vendelbohus.
- Vi kan ikke have gratis lejere i huset, det kan vi ikke betale udgifter med, men vi er absolut til at snakke med, for det er vigtigt, at der er liv i huset, siger Jesper Spanner Sørensen og understreger, at det ikke handler om at tjene penge, men at faste udgifter som el, vand og varme skal dækkes.
- Det skal være en selvejende institution, som ingen skal tjene penge, tilføjer han.
Opnår parterne enighed om en aftale, vil den træde i kraft den 1. juli 2019.