Vendsyssel FF klar til oprykningskampe
Foto: Mogens Jørgensen / TV2 Nord
Dagens træning på Hjørring stadion.
To vigtige kampe venter forude for Vendsyssel FF, men holdet er ifølge træneren klar til kamp.
For andet år i træk skal Vendsyssel FF’s, 1. divisionshold spille to kampe om at rykke op i Superligaen. Sidste år tabte Vendsyssel FF til Horsens, i år hedder modstanderen i to kampe Lyngby fra Superligaen. Første kamp spilles torsdag aften kl.18.00 på Hjørring stadion.
Derfor var træningen for Vendsyssel FF onsdag henlagt til Hjørring stadions lækre grønsvær. Vendsyssel FF sluttede som nummer tre i den netop afsluttede 1. division, som giver adgang til de to play off-kampe. Det nordjyske hold har haft en turbulent periode med trænerskifte, men midt i oprykningskampene er det dog lykkedes for holdet at kæmpe sig tilbage, og er nu inde i en god periode.
Lyngby kommer med kæmpe problemer både på og uden for banen, og netop det kan blive afgørende for de to kampe, der venter, mener klubbens Direktør og assistent-træner Mogens Krogh.
Vendsyssel FF sikrede sig de to play off-kampe i søndags, hvor Vendsyssel FF på udebane vandt med 3-1 over Fredericia. Samtidig fik Viborg overraskende kun uafgjort 3-3 på hjemmebane mod Brabrand. I morgen gælder det for Vendsyssel FF at få et godt udgangspunkt inden returkampen i Lyngby på søndag. Med det gode vejr venter man op mod 3000 tilskuere til kampen.
Mogens Jørgensen fik i dag et længere interview med direktør Mogens Krogh om kampen, der venter torsdag.