Aktiv søndag: 300 nordjyder deltog i Margueritløbet 2018
Foto: Anders Ekström
Flere end 300 børn og voksne spændte søndag formiddag løbeskoene for at være med i Margueritløbet 2018.
Søndag formiddag var der mulighed for at opleve dele af den nordjyske Margueritrute på en anderledes måde - nemlig i løb. Og den mulighed havde over 300 nordjyder valgt at gribe i både Fosdalen og Blokhus.
Så i strålende solskin og vådt græs gik starten klokken 11 ud på ruter, der varierede i længde fra to kilometer til 42,2 kilometer. I Fosdalen havde 155 børn og voksne valgt at løbe med, mens der i Blokhus var 176 tilmeldte.
Margueritløbet var arrangeret af Politiken og Coop med det formål at gøre danskerne mere opmærksomme og klogere på Margueritruten i deres lokalområde. Og som en gevinst går halvdelen af tilmeldingsgebyret på 50 kroner for voksne til lokale foreninger.
I Fosdalen var det den lokale løbeklub ROFL Run, der havde været med til at arrangere løbet, og her var en af initiativtagerne, Karsten Sørensen, begejstret for søndagens løb.
- Vi holder løbet for at lokke folk væk fra asfalten og ud i naturen. I år er temaet sundhed, naturglæde og fællesskab, så det har vi valgt at støtte op om her fra ROFL Run, sagde Karsten Sørensen.
Han var glad for, at løbeklubben fik lidt økonomisk ud af at gå med i løbet, men han understregede, at det var noget helt andet, der havde været drivkraften.
- Det er et godt tilskud til foreningerne, at der er et lille beløb til os bagefter, men det er ikke det, der driver os. Det er at få folk i bevægelse og få dem til at løbe ude i naturen og nyde det, sagde Karsten Sørensen fra ROFL Run.
Udover en aktiv formiddag fik alle deltager i Margueritløbet 2018 en marguerit-medalje for at have løbet med.