Belgiske rutsjebane-entusiaster slog sig løs i Fårup
34 rutsjebaneelskere var onsdag på besøg i Fårup Sommerland. De er rejst fra Belgien for at prøve forlystelser i Danmark og Sverige.
Der er dem, der godt kan lide suset i maven, når de med høj hastighed bliver svinget rundt i en forlystelse. Og så er der dem, der er så vilde med det sus, at de ligefrem er villige til at rejse hundredvis af kilometer for at få det.
34 af onsdagens gæster i Fårup Sommerland hører til den sidste kategori. De kommer fra klubben Rollercoaster Friends i Belgien, som er for folk, der er vilde med rutsjebaner.
Rollercoaster Friends er på rundtur i Danmark og Sverige for at få kriller i maven. Og det havde de rig mulighed for i Fårup Sommerland, som lukkede de belgiske gæster ind en time før parken åbnede for alle de andre sommergæster.
Med på turen var stifteren af Rollercoaster Friends, Bard De Pape, som allerede har været i Fårup Sommerland før. Selvom det efterhånden er nogle år siden, er favoritrutsjebanen den samme som dengang.
- Det er Lynet. Den elsker jeg stadig. Det er min yndlingsrutsjebane her i parken, siger Bard De Pape.
En af de andre gæster, Niko Reynders, er faldet for Lynets naboforlystelse, nemlig Orkanen.
- Det er den bedste rutsjebane. Det glider let og går under vandet. Det er fantastisk, siger Niko Reynders. Hør mere her: