Travlt som aldrig før: Rikkes butik blomstrer efter genåbning

Butikslivet har nu været åbent i lidt over en måned. Og noget tyder på, at vi støtter de lokale forretninger som aldrig før. Flere af butikkerne i de nordjyske handelsbyer har nemlig fået mere travlt, end de havde før coronanedlukningen.

Kasseapparatet bipper højlydt, da endnu en pose med tøj langes over disken. 

Rikke Brusgaard er indehaver af dametøjsbutikken Rikke B i Aabybro Centret. Efter at have været lukket på grund af corona, har hun nu haft åbent i fem uger. 

- Vi er så glade for at komme i gang igen. Vi savnede virkelig vores kunder her i butikken, siger Rikke Brusgaard.

De mange fyldte poser der langes over disken tyder på, at kunderne også har savnet butikken. Siden åbningen 1. marts har Rikke Brusgaard og hendes ansatte været nødt til at sløjfe fridage og forlænge åbningstider for at kunne følge med. 

- Vi har rigtig travlt. Vi løber ekstra hurtigt i de her dage, men det er det hele værd, siger hun. 

Den bedste måned nogensinde

Selvom coronanedlukningen har resulteret i mange lukkedage for dametøjsbutikken i Aabybro, så har den alligevel ført noget godt med sig. Marts endte med at blive den måned med mest salg i de fire år, butikken har eksisteret. 

Butikken Rikke B er ikke den eneste, der mærker til den øgede travlhed, fortæller Vagn Tidselbak, der er formand for Aabybro Handels- og Erhvervsforening. 

- Der er mange, der har succes efter genåbningen. Vores kunder har ønsket den service, som vi giver ude i specialforretningerne og her i byen. Faktisk kommer de nu mere, end de gjorde før coronakrisen.

Også i Skoringen i Hobro er der blevet solgt flere sko end forventet.

- Kunderne har været gode til at komme og støtte lokalt. De har været gode til at turde at komme ud og handle, siger Rikke Lyngbak Rosenberg, der er salgsassistent i Skoringen, Hobro. 

Den lokale støtte er altafgørende 

Selvom der er stor opbakning til det lokale handelsliv efter genåbningen, så er det vigtigt for både byerne og butikkerne, at kunderne fortsat svinger dankortet hos dem. 

- Hvis de ikke støtter os, så er vi her jo ikke. Hvis der lige pludselig ikke er en gågade i Hobro, så tænker jeg, at byen bliver meget kedelig, siger Rikke Lyngbak Rosenberg.

Samme holdning deler formanden for Aabybro Handels- og Erhvervsforening. 

- Det er vigtigt at huske, at vi også skal være her i morgen. Så det er vigtigt, at vi har den lokale befolkning, der støtter os, siger Vagn Tidselbak.

Tilbage i butikken i Aabybro tror Rikke Brusgaard ikke, at de mange kunder i marts blot var et midlertidigt opsving. 

- Jeg håber selvfølgelig ikke, vi skal lukke ned igen på nogen måder. Jeg håber bare, vi kan fortsætte den gode stime, vi er i.


Seneste nyt

fra Nordjylland