Gigantisk papirklip rykker ind i Hunes tomme Aldi

Hune ved Blokhus bliver fra næste år centrum for papirkunst, når lokal kunstner Bit Vejle åbner Nordisk Center for Psaligrafi.

H.C. Andersen gjorde det. Kim Larsen sang om det. Og Bit Vejle, der stammer fra Brovst ved Jammerbugten, har taget det til helt nye højder.

Papirklip. Eller psaligrafi, som det også kaldes i kunstform. For når Bit Vejle først går i gang med saks og fantasi, udvikler klipperiet sig fra det, vi måske forbinder med gækkebreve og andre små udklip, til noget, der i størrelsesorden og detaljerigdom nærmer sig Bayeux-tapetet. 

Papirkunstneren er selvudlært og har de seneste 10 år haft udstillinger med sine papirklip i hele Skandinavien, England, Kina og USA. Men fra marts næste år får nordjyderne fast adgang til hendes værker, når hun åbner Nordisk Center for Psaligrafi i den gamle, tomme Aldi-bygning i Hune ved Blokhus.

- Jeg har klippet i papir, siden jeg var fem år gammel, og det har udviklet sig meget i løbet af årene. Men ligesom rigtig mange skriver til skrivebordsskuffen, som det hedder, har jeg i mange år også klippet udklip og gemt dem under mine gulvtæpper. Jeg havde aldrig drømt om, at det skulle blive så stort, som det er blevet, siger Bit Vejle.

Men stort blev det alligevel pludselig. For en kollega kom en på uanmeldt besøg hos Bit i hendes hjem i Norge og så de mange små afklip fra hendes værker ligge ud over hele gulvet. Da han først fandt ud af, hvad Bit Vejle gik og puslede med derhjemme, kontaktede han et kunstmuseum, og siden har den nordjyske papirkunstner bare forsøgt at følge med sine klip, som de har rejst verden rundt.

- Jeg har rejst rigtig meget de seneste år, og jeg begyndte tidligt at drømme om at have en permanent udstilling et sted, så jeg og mine papirklip ikke skulle rejse nær så meget. Men det var først, da min nu 20-årige datter gik ind i sagen og direkte sagde til mig, at jeg skulle gøre det, at jeg begyndte rigtig at turde drømme, siger Bit Vejle.

Nu er drømmen så under opsejling. Fra marts 2018 får Bit Vejles papirklip et fast hjem i den gamle Aldi-butik i Hune, og den får selskab af to skiftende udstillinger, fire årlige events, en juleudstilling, café, butik og et papirværksted, hvor besøgende selv kan prøve kræfter med materialet som kunstform. For i det nye Nordisk Center for Psaligrafi vil alt handle om papir.

- Der findes ikke noget lignende center nogen steder i verden, og jeg er glad for, at det kommer til at ligge i min gamle hjemkommune. Papirklip er sådan en smuk dansk kulturarv, og den vil jeg gerne løfte frem. Nu har vi fundet den rigtige bygning til centeret, så vi glæder os til at kunne åbne til marts, siger Bit Vejle.

Hun forlod selv Brovst som 20-årig til fordel for et arbejde som journalist på den norske tv-station NRK. Men i februar i år flyttede hun så hjem til Nordjylland igen og begyndte arbejdet med sin udstilling og centeret. Noget, hun håber at kunne 30.000 mennesker ind og se det første år.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland