Foto: Joakim Brader

Harmonikasammenstød gav trafikale gener

En bilist måtte klippes fri efter et harmonikasammenstød på Aalborgvej nær Aabybro.

Tre biler var tirsdag eftermiddag impliceret i et trafikuheld på Aalborgvej øst for Aabybro.

Af ukendte årsager var tre biler endt i et harmonikasammenstød og Nordjyllands Beredskab blev sammen med politi og ambulance kaldt til stedet.

- Vi måtte klippe taget af en af bilerne, fordi føreren klagede over nakkesmerter. Det er det, vi kalder at være teknisk fastklemt, fortæller indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Evald Ulstrup.

Da taget var klippet af bilen, blev føreren placeret på et såkaldt spineboard, hvor kroppen er stabiliseret, så eventuelle skader på nakke og ryg, ikke forværres.

I forbindelse med uheldet var Aalborgvej spærret i omkring en time. Trafikken blev omdirigeret via Rimmensvej og Haldagervej.