Ingrid Buch bliver ny chefredaktør
Foto: Benny Rytter
Ingrid Buch begynder øjeblikkeligt som chefredaktør, men kan fortsat ses på skærmen et par måneder endnu.
Nordjyderne kender Ingrid Buch fra mange år på skærmen som fast vært hos TV2 Nord. Nu bliver Ingrid Buch chefredaktør på tv-stationen
Ingrid Buch har i årevis præsenteret nyheder og programmer for nordjyderne. Nu rykker hun snart om bag kameraet og bliver ny chefredaktør hos TV2 Nord.
Ingrid Buch får særligt ansvar for TV2 Nords programredaktion.
- Jeg glæder mig til at være med til at sætte programmer i gang, som nordjyderne synes er spændende. Og så vil jeg have fokus på, at folk laver det, de kan lide at lave, for det giver gode programmer, siger Ingrid Buch.
Administrerende direktør Mikael Justesen er glad for, at Ingrid har sagt ja til at indtræde i chefgruppen.
- Ingrid har både erfaringen, gennemslagskraften, personligheden og den empati, der også skal til. Og derudover en lang række menneskelige kvaliteter, der gør hende til et oplagt valg til chefgruppen her på stedet, siger Mikael Justesen.
46-årige Ingrid Buch har været hos TV2 Nord i godt 19 år, hvor hun både har arbejdet som vært og nyhedsredaktør. Hun har også tidligere været stationens tillidsmand igennem tre år.
- Ingrid skal medvirke til at udvikle vores programmer og vores indhold generelt, men også coache værter og have et særligt øje på den politiske udvikling, siger Mikael Justesen.
Ingrid tiltræder øjeblikkeligt, men kan fortsat ses som nyhedsvært på skærmen hos TV2 Nord indtil 1. marts.