Sisse Røhl har haft den samme drøm næsten hele livet. 

- Jeg har altid, siden jeg var teenager vidst, at jeg ville arbejde med afrikanske børn, og da jeg trådte ind i 2021, havde jeg aldrig sluppet tanken, så jeg rejste derned som frivillig, fortæller hun. 

Til dagligt bor hun i Brovst sammen med sin mand og deres tre børn. Hun er uddannet sygeplejerske, men arbejder nu på en døgninstitution. 

Nå ja, og så ejer hun samtidig - sammen med to andre - et børnehjem i Tanzania.

Lige så slemt, som man forestiller sig

Da Sisse Røhl tog til Afrika som frivillig, var tanken, at hun skulle finde ud af, om det nu også var præcis, som hun forstillede sig. Det var det ikke. Det var nemlig langt værre. 

- Efter en måneds tid var jeg bare sikker på, at jeg kunne gøre det bedre. 

- Det var børn, som var fjernet fra gaden, men det var også det, at de skulle klare alt selv i hverdagen uden kærlighed, omsorg, mad og hjælp, så det var ikke særlig sjovt at være i, konstaterer hun.    

Dog var der en medarbejder, der fangede hendes øje på det børnehjem, hvor hun var frivillig. 

- En af de ansatte - James - var anderledes. Han var god ved børnene og kom virkelig ned i børnehøjde, når han havde med dem at gøre, forklarer Sisse Røhl, der derfor observerede ham under sit ophold.

Derfor delte hun også sine tanker med James omkring at åbne et børnehjem, og han fik hurtigt en finger med i spillet.

- Han hjælp mig med at komme ud af centrum, så jeg kunne se, hvordan der var i de små landsbyer. Der var en familie med tre piger, som ramte mig med det samme, husker Sisse Røhl og fortsætter. 

- Jeg fik to af pigerne sendt på kostskoler, men måtte ikke sende den ældste afsted, fordi moren var bange for at få flere bank af den alkoholiserede far, hvis alle børnene forsvandt. Så jeg måtte bide i det sure æble og kun sende to afsted.  

 Herunder kan de se, hvordan Mary og Emakulathas boede, før Sisse hjalp:

Begyndelsen på eventyret

Familien udenfor byen blev starten på det hele for Sisse Røhl, der egentlig skulle hjem og afklare situationen med familien.

- Min mand sagde: "Sisse forhelvede, du skulle bare ned og se, hvordan det var, og så skulle vi snakke om det sammen, men du er jo allerede igang, griner hun.

Sisse Røhl henvendte sig til to, som hun havde været frivillig med, og spurgte om de ville være en del af foreningen. Cecilia Skovgård og Frederikke V. Nielsen svarede begge ja.

- Vi var dernede tre gange i 2022, hvor vi blandt andet fik gjort huset klart. Derudover fik vi ansat to fuldtidsbarnepiger og en gartner, fortæller hun.

Børnehjemmet har været oppe at køre omkring et års tid, og på nuværende tidspunkt er der fem børn, mens den ene barnepige har fået lov til at have sin datter med.

- Vi har afleveret de sidste registreringspapirer, og vi forventer at få den sidste godkendelse her i marts, så nu er der så meget ro på, at vi bedre kan tage derned uafhængigt af hinanden, så vi kan være repræsentative dernede flere gange om året.

Drømmer stadig

- Drømmen er, at vi om et par år kan bygge op selv og have vores eget. Vi har ikke en drøm om et kæmpe børnehjem. Umiddelbart går vi efter maksimalt 30 børn, fortæller hun og uddyber:

- I stedet vil vi hellere arbejde hen imod at støtte forældrene med at få børnene hjem igen. En af vores drenge er undfanget via en voldtægt. Samtidig er hans mor ung og har et barn mere. Hun havde et ønske om at arbejde i salon, så vi har arrangeret en aftale med en salon, som vil tilbyde hende oplæring med mulighed for fastansættelse, sådan at hun forhåbentligt vil kunne få sin søn tilbage. 

Men en ting er drømme, og en anden er virkelighed. Derfor er visionerne for stedet måske et nemmere udgangspunkt at tage fat i, når nu man gerne vil redde alle verdens børn. 

- For os er visionen at tage børn ind i alderen nul til otte år og hjælpe dem fra de sværeste kår for eksempel forældreløse gadebørn og efterladte børn og give dem basale behov og masser af kærlighed. 

Spændt på fremtiden 

Børnehjemmet Malaika Watotos Home lever på doinationer og sponsorater. Derfor er det også altafgørende for Sisse Røhl, at folk vil donere til projektet. 

- Jeg har selv puttet penge i det blandt andet i begyndelsen, hvor huset skulle renoveres, og jeg vil selv spæde alt til, som jeg kan. Det er rent nonprofit, og jeg tjener intet på det, forsikrer hun. 

Udover registreringspapirene, som Sisse Røhl venter spændt på, så ser hun også frem til andre ting i 2023.

 - Jeg er spændt på at følge de børn, som vi har, der begynder i skole og følge dem, der allerede er afsted. Derudover håber jeg jo bare på, at vi kan hjælpe nogle flere børn. Så jeg afventer spændt det kommende år, pointerer hun. 

Sisse Røhl rejser ned til børnehjemmet på en kort tur igen tirsdag 11. marts.