Sommerhus i Blokhus brændte ned til soklen
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Der er ingen forklaring på, hvorfor et sommerhus i Blokhus brød i brand onsdag morgen.
Nabo opdagede, at et sommerhus på Sønder Strandvej i Blokhus stod i flammer. Huset stod ikke til at redde.
Nordjyllands Beredskab modtag onsdag morgen et alarmkald fra Sønder Strandvej i Blokhus, hvor et sommerhus stod i flammer.
- Det er naboen, der ringer til os. Meldingen går på, at sommerhuset ved siden af brænder, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Michael Elkjær.
Brandfolk fra Pandrup rykker ud til det brændende sommerhus.
- Da vi kommer frem, er sommerhuset, som er et træhus med tagpap, overtændt, og det står ikke til at redde. Derfor fokuserer vi på nabohuset, der ligger omkring 15 meter væk. Her har strålevarmen antændt udhænget, fortæller indsatsleder Evald Ulstrup fra Nordjyllands Beredskab.
Brandfolkene er ved 7-tiden ved at være færdige med efterslukningen.
- Der er umiddelbart ingen forklaring på, hvorfor sommerhuset stod i flammer og siden brænder ned. Der kommer teknikere ud til stedet senere på dagen, fortæller vagtchef Michael Elkjær fra Nordjyllands Politi.