Politikeres lønforhøjelse provokerer: - Jeg kan ikke forsvare sådan en lønstigning
Byrådsmedlem og LO formand Anna Kirsten Olesen repræsenterer også socialdemokraterne i Aalborgs Byråd, og her stemte hun mandag for en stor lønforhøjelse til sig selv og sine byrådskolleger. Flere fagforbund forlanger nu en forklaring, fordi deres medlemmer der er kommunalt ansatte næsten ingen lønforhøjelser kan få.
En lønforhøjelse på 31,4 procent til byrådsmedlemmer i Aalborg provokerer Fagbevægelsen, der især er sure på LO-formand Anna Kirsten Olesen, der stemte for lønstigningen.
Aalborg byråd vedtog mandag aften en stor lønforhøjelse til de kommunale politikere. Det såkaldte udvalgshonorar stiger i fremtiden med 31,4 procent.
Men det er en rød klud i hovedet på fagbevægelsen, som især er sure på deres egen LO-formand Anna Kirsten Olesen, der som byrådsmedlem stemte ja til det ekstra honorar.
Både Forbundet af Offentligt Ansatte og Faglig Offentlig Gruppe hos 3F i Aalborg raser over Aalborgs Byråd, som har bevilget sig selv massive lønstigninger. Det sker samtidigt med, at fagbevægelsen oplever at Aalborg Kommune er fedtede som arbejdsgivere.
Claus Pedersen, formand Faglig Offentlig gruppe, 3F siger:
-Jeg kan ikke stå på mål for at byrådspolitikerne og især socialdemokraterne forgylder sig selv på den måde, når vores medlemmer gang på gang bliver bedt om at vise løntilbageholdenhed. Jeg er skuffet over mine partikammerater og specielt vores LO-formand Anna Kirsten Olesen, som har stemt ja til lønstigningen.
Jeg kan ikke stå på mål for at byrådspolitikerne og især socialdemokraterne forgylder sig selv på den måde, når vores medlemmer gang på gang bliver bedt om at vise løntilbageholdenhed.
Claus Pedersen, formand Faglig Offentlig gruppe, 3F
Claus Pedersen påpeger, at den lønstigning som byrådet i Aalborg har givet sig selv svarer til 130 kommunale løntrin fordelt på bare 31 politikere. Til en sammenligning fik 3F’s ca. 500 kommunalt ansatte bare 34 løntrin til fordeling og det kalder han en skævvridning, der er til at få øje på.
Formanden for FOA, Forbundet af Offentligt Ansatte Kristian Gaardsø er også pikeret over politikernes gavmildhed overfor sig selv.
-Jeg kan ikke forsvare sådan en lønstigning overfor vores medlemmer, som ikke en gang kan få én procent i lønstigning, når vi forhandler overenskomst. Her giver politikerne sig selv 31.4 procent.
Hvis LO-Formand Anna Kirsten Olesen havde spurgt mig til råds, ville jeg havde anbefalet hende at stemme nej, og hvis det var blevet umuligt at stemme blankt.
Kun én socialdemokrat stemte imod lønstigningen. Lene Krabbe Dahl, der ud over at være byrådsmedlem også er næstformand i 3F’s Faglig Offentlige gruppe.
- Når vi skal kæmpe for hver eneste 25-øre til vores medlemmer kunne jeg ikke stå model til en så stor lønstigning til os selv som politikere, siger Lene Krabbe Dahl.
Alt tyder på at sagen bliver et hedt emne på næste møde i LO Aalborg. Men en konsekvens har det allerede fået for formanden for Faglig Offentlig gruppe ved 3F.
- Jeg har meddelt mit nu tidligere parti Socialdemokraterne, at jeg ikke længere ønsker at være medlem, selv om det er vemodigt efter 15 års medlemskab, siger Claus Pedersen.