Rejsekonge overtager kendt sted efter konkurs

Bjarke Hansen fra Primo Tours skal stå for driften af Læsø Kur

- Jeg er rigtig glad for muligheden for at drive Læsø Kur, og er sammen med nogle kollegaer ved at kigge på, hvordan vi får lavet det bedste "setup" for fremtiden på Læsø. 

Sådan lyder det fra fra Bjarke Hansen - direktør og manden bag Primo Tours.

Han bekræfter, at han har overtaget Læsø Kur, efter det kendte kursted tilbage i februar blev erklæret konkurs.

Læsø Kur & Helse har til huse i den tidligere Vesterø Kirke, hvor kurbadet siden 2008 blandt andre har tiltrukket psoriasispatienter, som har nydt godt af behandlinger med en helt særlig saltlage.

Den ikoniske kirkebygning har også været en turistmagnet, men gæsterne har de seneste år svigtet. Det sammenholdt med øgede forbrugsudgifter gav negative driftsresultater og mangel på kapital. 

Det førte til, at bestyrelsen bag det tidligere Læsø Kur smed håndklædet i ringen og gik konkurs. Det er fortsat Læsø Kommune, der ejer bygningen.

Særligt forhold til Læsø

Bjarke Hansen har ifølge netmediet Kanal Frederikshavn et ganske særligt forhold til Læsø. Allerede efter sin konfirmation købte han nemlig en grund på Læsø, hvor hele familien Hansen gerne mødes i sommerferien. Bjarke Hansen stammer oprindeligt fra Frederikshavn, men bor i dag i Ringkøbing.

Det er endnu uvist, hvornår saltbadene på Læsø Kur er klar til at tage imod gæster igen med Bjarke Hansen som manden bag.


Seneste nyt

fra Nordjylland