13 meter høj børneattraktion på vej til nordjysk by - den første af sin slags i Danmark

Der er tale om en klatre-labyrint, der skal placeres ved havnefronten i Hadsund, hvor initiativtagerne bag håber, at den kan blive et trækplaster for børnefamilier og turister.

En 13 meter høj labyrint, 13 gangbroer med forskellige forhindringer, en totallængde på 107 meter - samt en ni meter lang rutsjebane. 

Det lyder som ethverts barns drøm - og den drøm kan faktisk blive til virkelighed for borgere i og omkring Hadsund, som måske kan se frem til en ny klatre-labyrint ved havnefronten.

- Vi mangler et trækplaster, og det her kan godt være et skridt på vejen, for vi vil gerne have flere folk til byen, men også flere turister fra østkysten, siger primus motor på projektet, Jørgen Myrup, der er afdelingsdirektør ved Spar Nord i Hadsund, samt formand for Hadsund Handel.

quote - Tankerne bag er leg og bevægelse

Jørgen Myrup, afdelingsdirektør ved Spar Nord Hadsund, formand for Hadsund Handel

Det er Spar Nords lokale afdeling, Hadsund Handel samt Hadsund Håndværker og Borgerforening, der står bag projektet, og som altså nu kan offentliggøre planerne, efter at de har fået godkendelse i lokalplanen.

- Området er udlagt til legeområde, og så blev vi spurgt, om vi ikke kunne finde frem til noget, der kunne være på det grønne område ved havnefronten, siger Jørgen Myrup. 

Jørgen Myrup, der er afdelingsdirektør i Spar Nord Hadsund og formand i Hadsund Handel, ser frem til at trække borgere og turister til Hadsund med ny kæmpe attraktion.
Jørgen Myrup, der er afdelingsdirektør i Spar Nord Hadsund og formand i Hadsund Handel, ser frem til at trække borgere og turister til Hadsund med ny kæmpe attraktion.
Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Udsigt over fjorden 

Og for at udnytte både området og udsigten bedst muligt, faldt valget på en 13 meter høj lege-labyrint. 

- Tankerne bag er leg og bevægelse - og samtidig kan du få et fantastisk kig ud over fjorden, som nok betyder, at attraktionen ikke kun tiltrækker børnene, men også deres forældre, siger Jørgen Myrup og forklarer, at attraktionen vil blive den første af sin slags i Danmark.

 

Mangler to millioner 

Projektet er opdelt i to faser, hvor den ene er labyrinten og den anden en handicapvenlig legeplads. Det er planen, at første fase skal stå færdig i slutningen af 2023, hvis de sidste økonomiske midler kommer i hus. 

Foreningerne bag har via fonde, foreninger og Mariagerfjord Kommune skaffet 1,5 ud af 3,5 millioner kroner, som labyrinten koster. 

- Jeg ser det ikke som en umulig opgave, for vi er allerede i gang med at søge flere midler, og folk er meget positive over projektet og over, at det kommer til Hadsund, siger Jørgen Myrup. 


Seneste nyt

fra Nordjylland