86-årige Flemming håber på handling: - Det vil være en naturkatastrofe

Hos put&take-søen Medestedet krydses der fingre for, at frygten ikke bliver virkeliggjort.

Flemming Kaj Christensen sætter pris på naturen, som omkranser hans fiskesø Medestedet. 

- Hele naturen er fantastisk med alle de skove. Man kommer herud, og så ser man en ugle, en ørn eller en ræv, som jeg gjorde i morges. Den flotteste ræv jeg har set. 

Sammen med sit barnebarn, Jesper Dålfogt, ejer han Medestedet, som ligger ved Villestrup Å. Et stenkast derfra ligger det historiske gods, Willestrup Gods. 

En ny rapport slår fast, at dæmningen mellem godset og åen er i risiko for at bryde sammen. 

- Vi vil gerne have, at ejeren foretager nogle foranstaltninger, der gør, at det bliver sikret bedre, end det er i dag. Og det har vi brug for sker relativt hurtigt, sagde direktør i Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune Torben Ladefoged lørdag

VIDEO: Se hele indslaget herunder: 



Store mængder slam 

Frygten er, at den store mængde slam, som har ophobet sig i godsets tilhørende slotssø, vil flyde over i åløbet i tilfælde af en sammenstyrtning. 

- Det vil være en naturkatastrofe, hvis der skete noget, siger Flemming Kaj Christensen. 

Jakob Ruben Menander fisker omkring en gang i ugen, og det foregår jævnligt i Villestrup Å. 

- Det ville være skrækkeligt for naturen. Det gælder alt, der gælder naturen, siger han om den mulige å-forurening. 

Selvom søerne, der tilhører Medestedet, ligger omtrent fem meter fra åen, så ligger søerne på et højere niveau end åen. Derfor håber Jesper Dålfogt og Flemming Kaj Christensen på, at de kan undgå en potentiel miljøforurening. 

- Men derfor vil det stadig være synd at åen bliver ødelagt. Det vil ramme mange sportsfiskere, som bruger åerne, siger Jesper Dålfogt. 

Og morfar Flemming Kaj Christensen stemmer i, og samtidig tror han på, at kommune og godsejer finder en fælles løsning.  

- De må se at få det lavet, så det ikke sker. Miljøet er noget, vi har til låns, og det er ikke noget, vi ejer. Når vi er væk, skal vi efterlade et ordentligt miljø, lyder det. 



Seneste nyt

fra Nordjylland