Første træningsdag i Hobro: Kun overlevelse tæller

Det drejer sig om overlevelse for Hobro IK's Superliga-hold i denne sæson. Mandag mødte spillere og trænere ind til første træningsdag efter vinterpausen.

Første træningsdag for Hobros Superliga-spillere bød på lidt alternativ træning. Spillerne plejer at møde op til fysiske test, når man traditionen tro tager hul på en ny halvsæson efter en lang julepause, men mandag blev spillerne sat på en anden opgave, som godt kunne minde lidt om teambuilding. De skulle i samlet flok løfte to helt nye spillerbokse på plads på den nyanlagte kunstgræsbane i Hobro - en opgave som blev løst til UG.

 
 
Foto: Mogens Jørgensen

Der blev også sunget fødsesdagssang for en af holdkameraterne, og så slap cheftræner Peter Sørensen ellers spillerne løs på den nye kunstgræsbane. Set udefra så det ud til, at spillerne allerede var i nogenlunde god form. Det skyldes nok ikke mindst det løbeprogram, som de fik med hjem i "julegave" fra cheftræner Peter Sørensen.

- Det var ikke som i gamle dage, når man fik julepause, så festede man hele julen. Men de her spillere har haft løbeprogrammer med hjem og holdt sig fit, siger cheftræner Peter Sørensen med et skævt smil.

Der bliver brug for både gode løbeform og godt spil, når Superliga-sæsonen for alvor går i gang i februar. Her tæller kun én ting for Hobro: Overlevelse i Superligaen.

Topscorer på vej væk

Lige nu ligger Hobro i den tunge ende af Superligaen og kan ikke se sig fri for at være med i kampen om at undgå nedrykning. Men Hobro er siden sidste kamp inden jul blev alvorligt svækket inden den afgørende forårssæson. Forsvarsspilleren Anel Ahmedhodzic, som Hobro havde lejet i den svenske storklub Malmø FF, er tilbage i den svenske klub.

Mandag kom det frem, at offensivspilleren Emmanuel Sabbi ifølge B.T. har skrevet kontrakt med Superliga-rivalerne fra OB, når hans kontrakt med Hobro udløber til sommer. Spørgsmålet er dog om Hobro får lov at beholde Sabbi til kontakten udløber?

 
 
Foto: Mogens Jørgensen

- Vi har kontrakt med Emmanuel Sabbi indtil sommer, og derfor kan man sige, at hvad han beslutter sig for at gøre fra nu og frem - om det bliver en forlængelse med Hobro eller en aftale med en anden klub - vil vise sig. I øjeblikket er han hos os, og det er han indtil sommer, hvis vi ønsker det, siger Hobro IK's cheftræner Peter Sørensen.

Hvis Emmanuel Sabbi bliver i Hobro indtil hans kontrakt udløber, vil det samtidig betyde, at Hobro må vinke farvel til en stor transfersum, som et salg af den eftertragtede spiller ville kunne indbringe.

Hvis han gerne vil væk fra Hobro inden sommer. Kommer han så det?

- Under de rigtige betingelser, men det er klart, at Sabbi er en afgørende spiller for os, og uden ham minimerer vi vores chancer for at overleve i Superligaen. Der er en kontrakt, og den overholder man, indtil man er enige om, at der er nogle betingelser, der gør, at man kan finde ud af noget andet, siger Peter Sørensen.

Hobro spiller første træningskamp den 27. januar på hjemmebane mod AC Horsens. To dage senere tager Hobro på træningslejr i Belek i Tyrkiet indtil den 7. februar, og første kamp i Superligaen spilles den 16. februar på udebane mod Sønderjyske.

 
 
Foto: Mogens Jørgensen

Seneste nyt

fra Nordjylland