01:52

Video: Jesper Christiansen

Gratis træning til julemærkehjemsbørn

Børn på et af de fem julemærkehjem får nu en måneds gratis træning i Loop under deres ophold. Loop Fitness har valgt at gøre et forsøg permanent.

I en måned har børnene fra julemærkehjemmet kunne træne gratis i Loop Fitness i Hobro takket være gratis donation af timer fra Loops brugere. Nu udvider Loop Fitness ordningen giver en måneds gratis træning til alle børn på de 5 julemærkehjem. 

Laura Stie Christensen tramper i pedallerne i Loop i Hobro. Siden slutningen af januar er hun kommet i centret sammen med kammeraterne fra Julemærkehjemmet i Hobro.

- Man kan mærke, at man er blevet bedre til det, og man finder ud af det, når man skal købe konfirmationstøj. Jeg er gået tre størrelser ned i bukser, fortæller hun.

Laura og de øvrige børn på julemærkehjemmet fik en måneds gratis træning i Loop i Hobro, da 48 brugere fra centrene i Sæby og Hobro hver donerede en måneds gratis træning. 

- Jeg tror snart, at jeg har været her 10 gange, siger Anita Østergaard.

Den måneds gratis træning udløber nu, men børnene kan fortsætte træningen. Loop har nemlig valgt, at alle børn på et af de fem julemærkehjem i Danmark skal have mulighed for 1 måneds gratis træning, mens de er på deres ophold på julemærkehjemmene. 

- Nu har man også fået fokus på børnene, som lever i en kultur, hvor man er meget stillesiddende, så vi vil gerne prøve at hjælpe dem og give dem nogle gode vaner fra starten, siger adm. direktør i Loop Fitness Brian Schneider.

På julemærkehjemmet er den gratis træning en kærkommen gave. 

- Der er ingen tvivl om, at de børn, som vi har haft med hernede, har taget den her motionsform til sig , siger forstander Lise Claesson.

En træning i Loop tager 24 minutter. Men det er efterhånden for kort tid for de træningsivrige børn. 

- Jeg synes, at det er hyggeligt at være hernede sammen med de andre, og man kan mærke, at man får det bedre med sig selv, siger Laura Stie Christiensen.