Hobro lejer camerounsk landsholdsspiller
Foto: Hobro IK
Hobro IK har hentet camerounsk landsholdsangriber til klubben på en lejeaftale.
1. divisionsklubben Hobro IK henter den camerounske landsholsangriber Anatole Abang til Nordjylland på en etårig lejekontrakt.
Angriberen kommer til Hobro fra New York Red Bulls, og skal udfylde det hul salget af Jung-Bin Park og Mayron George tidligere på sommeren har efterladt.
Vi kom i dialog med New York Red Bulls via Anatole Abangs agent og hans danske scout og samarbejdspartner. Det er ikke hver dag, man får mulighed for at hente en camerounsk A-landsholdspiller, så vi er glade for, at vi nu har fået lavet en aftale, som helt sikkert kommer alle parter til gode, udtaler sportschef Jens Hammer Sørensen i en pressemeddelelse.
Anatole Abang kom til Hobro onsdag i sidste uge, og han har siden set forholdene i klubben an. Nu er aftalen så faldet på plads, og så snart Hobro IK har spillerlicens samt arbejds- og opholdstilladelse på plads, kan angriberen tørne ud i den gule trøje.
- Anatole Abang er en meget hurtig og eksplosiv spiller, som vi helt sikkert kan få gavn af. Han er meget udfordrende i sit spil, men han kan også bruge sin fysik til at holde på bolden. Anatole er dog en ung spiller, som stadig har noget at lære. Så han kommer altså også til Hobro for at udvikle sit spil, siger Jens Hammer Sørensen.