Landsbydøden truer, men Astrup nægter at dø
Flere og flere flytter ind til byerne, og de små landsbyer sygner hen. Men i den lille landsby Astrup nægter de at dø. Her er byens borgere gået sammen om at holde liv i byens dagligbrugs, værtshus og skole.
Flere og flere flytter ind til byerne, og de små landsbyer sygner hen. Men i den lille landsby Astrup nægter de at lade byen dø hen.
Med sine kun 200 indbyggere er Astrup en af de små byer i Nordjylland, der er i fare for at dø helt ud. Men borgerne nægter at give op.
Indbyggerne er gået sammen om at holde liv i landsbyens dagligbrugs, værtshus, kro og friskole.
En af byens ildsjæle er brugsuddeleren i Dagligbrugsen Astrup, Jan Axelsen. Han arbejder hårdt for at holde dagligbrugsen kørende og har også været med til at starte Astrups friskole.
- Jeg ved, hvor vigtigt det er for brugsen, at byen også fungerer. Vi kan kun leve videre, hvis hele byen støtter op om os og køber hos os, siger Jan Axelsen.
- Kommune og stat har valgt, at det hele skal centraliseres. Og det mener vi ikke, at det skal, for ellers går der noget af landsbylivet tabt.
Frivillige driver værtshuset
Byens indbyggere handler alle de varer, de kan, i dagligbrugsen. Det gælder også det lokale værtshus, Rottehullet, der køber deres alkohol i brugsen.
- Én af grundene til, at vi har åbnet Rottehullet, er for at holde liv i brugsen. Kroen ovenover værtshuset køber også rigtig meget af sine varer i brugsen, siger Berit Sørensen, frivillig i Rottehullet.
Værtshuset er drevet af frivillige fra byen, og overskuddet fra alkoholsalget går til lokale projekter. Der er tidligere doneret penge til friskolen og idrætsforeningen.
- Hvis først værtshuset lukker og brugsen lukker, så er jeg bange for, at vores dejlige landsby dør ud, siger Berit Sørensen.
Startede egen friskole
Byens friskole ligger på den anden side af brugsen. Den blev startet af Astrups indbyggere, efter den kommunale skole lukkede i 2011.
- Vi startede friskolen, fordi vi manglede en skole i byen. Når skolebørn forsvinder fra en by, så dør byen. Så vi manglede et tilvalg, så vi kunne holde noget i byen, siger Lene-Vibeke Raunholt, skoleleder ved Astrup Friskole.
Skolen startede med syv børn, men er siden vokset til næsten 100 elever med egen børnehave og vuggestue.
- Det startede som en form for protestskole, da kommunen valgte, at nu skulle der lukkes skole. Det har siden ændret sig til, at vi er nu et anderledes valg, et tilvalg, man laver, siger Lene-Vibeke Raunholt.
Det skal også nævnes, at byens kro er ejet af indbyggerne, der har købt anpart i den.