Skyland-gæster får pengene tilbage

Arrangørerne af Skyland Beach Camp hiver penge op af deres egne lommer for at refundere gæsternes billetter, efter at campen fredag blev rådet til at lukke af politiet.

Der er penge på vej til de gæster, der havde købt billet til anden uge af Skyland Beach Camp i Øster Hurup.

Festlighederne skulle efter planen været gået i gang igen søndag, men fredag rådede politiet arrangørerne af Skyland Beach Festival til at lukke straks, fordi campen er i strid med forsamlingsforbuddet. Arrangørerne valgte derfor at følge anbefalingen og lukke. Indtil fredag havde politiet givet grønt lys til campen.

Nu har arrangørerne så valgt at refundere pengene til de gæster, som havde købt billet til anden uge af Skyland Beach Camp. Pengene skulle gerne tikke ind ved gæsterne inden for 14 dage.

- Vi har selv smidt vores egne penge i det, for vi synes ikke, at det skal gå ud over de unge mennesker, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen, der er en af arrangørerne bag Skyland Beach Camp.

Samtidig har Kattegat Strand Camping udskudt lejen på pladsen.

Indslag fra fredag: Den seneste uge har festglade unge været samlet på Skyland Beach Camp i Øster Hurup. Men nu er festen slut.

- Det var det hele værd

Selvom festlighederne måtte lukke halvvejs inde, er arrangørerne glade for, at de holdt fast og valgte at holde Skyland Beach Camp i en tid, hvor mange andre har aflyst.

- Det var så fedt, og vi var ovenpå under hele forløbet. Det var hårdt, og vi kæmpede bag kulissen, men det var det hele værd, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen.

Han håber, at mange af gæsterne vil benytte sig af muligheden for at beholde årets billet og få den overført til en billet til Skyland Beach Camp 2021.

- Det er der flere, der allerede har skrevet, at de vil gøre, siger Bjørn Nikolaj Lund Pedersen.

Han oplyser, at arrangørerne nu vil gå rettens gang for at få pengene hjem igen, da de mener, at politiets vurdering af campen har været fejlagtig.


Seneste nyt

fra Nordjylland