Stjålne GPS-systemer fundet smidt på en mark
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
Ukendte gerningsmænd brød natten til onsdag ind på en maskinstation og stjal GPS-systemer for 750.000 kroner. De nåede dog ikke at være i besiddelse af systemerne særligt længe.
Omkring klokken to natten til onsdag blev en traktorejer vækket af en alarm, som signalerede, at der var ubudne gæster i hans traktorer på en maskinstation på Houvej i Hobro.
Ejeren tilkaldte straks politiet, og da de nåede frem, kunne de konstatere, at der var stjålet fem GPS-systemer fra traktorerne til en værdi af 150.000 kroner stykket.
Systemerne blev dog hurtigt fundet igen. Via GPS-sporing og hunde blev de støvet op på en mark, hvor de var blevet smidt.
Det fortæller Poul Badsberg, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.
- Det tyder på, at gerningsmændene kan være blevet forskrækkede over, at vi kom, siger vagtchefen.
Politiet forsøgte med hunde at finde frem til gerningsmændene. Det lykkedes dog ikke.
- De er formentlig kørt fra stedet, siger Poul Badsberg.
Traktorejeren har nu fået sine GPS-systemer tilbage igen.