Stor redningsaktion i Hobro: Efter livreddende førstehjælp er 64-årig fløjet til sygehus
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Alt tyder på, at den 64-årig i dag var ude for en ulykke.
Politi og Beredskab har tirsdag formiddag været massivt til stede i Bramslev Bakker øst for Hobro.
Tre politibiler, en ambulance, en lægebil og en lægehelikopter var til stede i området efter at en 64-årig kvinde var fundet drivende i fjorden. Kvinden blev hurtigt reddet op, fik livreddende førstehjælp og er nu fløjet til Aalborg Sygehus med lægehelikopteren.
De pårørende er underrettet.
Politihunde på stedet
- Vi er igang med at undersøge området. Vi skal have klarlagt al færden før og eventuelle spor, som kan klarlægge, om der er tale om en forbrydelse eller andet, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Poul Fastergaard, der ikke kan kommentere yderligere på sagen.
Politikommissær Carsten Straszek der leder undersøgelsen i det tragiske uheld fortæller:
- Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvad der er sket ude ved Bramslev Bakker tidligere i dag. Vi er i fuld gang med at afklare hændelsesforløbet og tale med vidner og pårørende i sagen. Det er vigtigt for mig at understrege, at der på nuværende tidspunkt ingen indikationer er på, at der er sket en forbrydelse. Vi vender selvfølgelig hver en sten, men alt tyder på, at vi her har at gøre med en tragisk ulykke.