20-årig bragede ind i hus: Slipper med mindre skader
En 20-årig mand slap heldigt fra at køre direkte ind i et hus.
En 20-årig mand fra Brønderslev er heldig at være i live efter at være kørt ind i et hus natten til mandag.
- Han er sluppet heldigt fra det.
Sådan lyder det fra vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix om den 20-årige mand, der mandag morgen klokken 04.46 bragede ind i et hus på Blæshøjvej ved Vester Hjermitslev.
Den 20-årige chauffør, der er fra Brønderslev overså af ukendte årsager en højrekurve på vejen og fortsatte i stedet ligeud og ind i huset.
Det stakit som bilen ramte ind i før selve murværket endte inde midt i kabinen og konsekvenserne af ulykken kunne have været fatale, manden havde ramt stakittet blot en smule anderledes.
Bruno Brix kan ikke sige om den 20-årige har kørt med for høj fart, har været alkoholpåvirket eller begge dele, men politiet har anmodet om at få udtaget en blodprøve fra manden, og så skal han afhøres om ulykken.
Han blev efter ulykken bragt til Aalborg Universitetshospital med lettere skader.