30 skyldnere anholdt - flere anholdelser er på vej

30 personer er anholdt og fremstillet i fogedretten, fordi de skylder penge, og Nordjyllands Politi varsler nu, at der er flere anholdelser på vej.

Inden for bare to uger er hele 30 personer blevet anholdt og slæbt i retten, fordi de skylder penge.

- Efter en fremstilling i fogedretten, hvor deres økonomiske mellemværende er blevet behandlet af retten, er personerne løsladt igen, siger politikommissær Bent Thorhauge, der er den ansvarlige for politiets indsats.

Der er typisk tale om skyldnersager af både større og mindre beløb, f.eks. ubetalte regninger og lån eller gæld til forsikringsselskaber.

Nordjyllands Politi har for tiden et øget fokus på disse sager, fordi der igennem længere tid er sket en ophobning af skyldnersager, og det er håbet at øget fokus kan få flere skyldere til af egen drift at give møde i Fogedretten.

Politiets indsats med at fremstille skyldnere i fogedretten fortsætter i hvert fald i den kommende tid.

- Vi har en lang liste over personer, der står over for at blive anholdt, og derefter vil vi fremstille dem for fogedretten. Alle personerne er eftersøgt i hele Danmark, og vi anholder dem, når vi træffer dem, siger politikommissær Bent Thorhauge.

Han understreger, at hvis fogedretten har lukket, så venter der for anholdtes vedkommende en overnatning i et arresthus.

- Så man kan ligeså godt selv henvende sig til os, hvis man har en aktuel skyldnersag, opfordrer Bent Thorhauge.


Seneste nyt

fra Nordjylland