55-årig kvalte bror: Risikerer 10 års fængsel
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
55-årig mand er kendt skyldig i at have slået bror ihjel ved blandt andet at have proppet kartofler ned i halsen på ham.
Den 55-årige mand, der var tiltalt for at have slået sin bror ihjel med en kartoffel, er kendt skyldig i vold med døden til følge. Det skete onsdag formiddag ved Retten i Hjørring. Dermed risikerer den 55-årige at få op til 10 års fængsel.
Broren til den dømte døde den 13. november 2014 i Ingstrup. Brødrene havde været oppe og slås, og det endte med, at broren døde af kvælning.
Der var ikke flertal blandt nævningene for, den tiltalte kunne dømmes for manddrab.
Der er tale om en kartoffel på 8*5cm, og ifølge obduktionsrapporten "så skal der bruges en vis kraft i forbindelse med denne type kvælning".
Nævningene finder kartoflen for stor til, at der kan være tale om en tilfældighed, at den er endt i halsen på den afdøde.
Det er endnu uvist, om forsvarer eller anklager anker dommen. Strafudmåling forventes klar onsdag eftermiddag.
TV2 Nord følger sagen.