AaB-direktør: - De lokale talenter gør klubben bæredygtig
AaB har intensiveret talentudviklingen for at gøre klubben økonomisk bæredygtig.
Fodboldklubben AaB er på få år gået fra at have en skrantende økonomi til nu at have stabile budgetter. Klubben har intensiveret talentudviklingen, som er blevet en klar del af strategien for at gøre klubben økonomisk bæredygtig.
- Sidste år hev vi seks mand op i Superliga-truppen, da det var en en rigtig god årgang. Andre gange vil det så være færre spillere, og så vil vi sætte vores lid lidt mere til indkøb. Men det er klart, vi gerne vil være et fællespunkt i Nordjylland. Det er her talenterne samles, og vi udvikler dem, siger direktør i AaB, Stephan Schors.
Talentsuccesen skyldes ikke mindst de flere end 100 breddeklubber rundt i Nordjylland, som AaB samarbejder med i håbet om at finde de største talenter i regionen. Et af talenterne, der er billedet på AaB's strategi, er 20-årige Rasmus Thellufsen, som er en af de seks U19-spillere, der blev hevet op i Superliga-truppen i denne sæson.
- Det er noget helt andet. Der er en masse folk på lægterne, når man spiller kamp. Det skal man lige vende sig til, fortæller Rasmus Thellufsen.
Rasmus Thellufsen fik sin fodboldopdragelse i BK Sæby Skjold, som er en af AaB's samarbejdsklubber. Under en talenttræning sprang han i øjnene, og som U15-spiller skiftede han permanent fra barndomsklubben til AaB.
Hos Sæby Skjold nyder de at se deres stortalent i Aalborg.
- Det er super godt, at vi har nogle spillere, som stikker afsted og gør det godt. De kan se, at hvis man har viljen og talentet, kan det lade sig gøre, fortæller Flemming Thingbak, der er formand i IF Skjold Sæby.
Hvis ikke du kan klare modgang eller at konkurrere, kommer du ikke særligt langt.
Stephan Schors, direktør i AaB
Samarbejdsklubberne er efterhånden blevet en grundsten i AaB's strategi om at udvikle egne talenter til Superliga-holdet. Lært af fortidens synder bruger AaB ikke længere hele budgettet på løntunge udlændinge - i dag er talenterne i overtal i truppen, og indkøb udefra et supplement. Den sportslige målsætning er dog stadig top-seks i Danmark, og derfor skal talenterne præstere.
- Ja, hvis ikke du kan klare modgang eller at konkurrere, kommer du ikke særligt langt, forklarer Stephan Schors, direktør i AaB.
For Rasmus Thellufsen og de andre AaB-talenter er presset og håbet om medaljer i fremtiden også stort fra omgivelserne.
- Der er selvfølgelig mange, der skriver en masse negativt, hvis det går dårligt. Men man skal bare være god til at lægge det fra sig - både det positive og det negative, fortæller den unge spiller.
Rasmus Thellufsen skrev for nylig under på en kontrakt, der binder ham til AaB indtil 2021.