AaB sigter mod UEFA Cup

 AaB sigter mod UEFA Cup

Succes i søndagens opgør mod KAA Gent vil sende AaB videre til UEFA Cup'ens anden kvalifikationsrunde. Cheftræner Erik Hamrén forventer en svær kamp mod belgierne.

Opgøret afvikles søndag kl. 18.00 på Aalborg Stadion og på forhånd giver AaB's cheftræner følgende vurdering af hvad der venter spillere og tilskuere.

- Min forventning til kampen er, at det helt sikkert bliver et meget spændende opgør. Gent er et rigtig godt hold og vi skal for tredje gang på en uge præstere rigtig godt, hvis vi skal videre i turneringen, udtaler Erik Hamrén.

- Jeg tror dog helt sikkert på muligheden og vi har selvtilliden i orden efter to gode kampe mod Gent og FC København, men ingen tvivl om at det bliver en stor udfordring, lyder det videre fra AaB's cheftræner.

Efter 1-1 i Gent i første opgør står AaB qua det ene udebanemål med en lille fordel inden søndagens returkamp i Aalborg.

- Det er svært at sige hvor stor betydning det får, selvom de selvfølgelig skal frem og score, hvilket kan betyde at de igen vil være meget i boldbesiddelse.

- Mit håb er dog at vi kan præstere lige så godt som i de seneste to kampe og samtidig være lidt mere effektive. I begge opgør havde vi store muligheder som ikke blev udnyttet, så det håber jeg vi kan gøre bedre søndag, afrunder Erik Hamrén, der har udtaget følgende trup til kampen mod KAA Gent:

2. Michael Jakobsen, 3. Martin Pedersen, 4. Danny Califf, 7. Mattias Lindström, 8. Andreas Johansson, 10. Rade Prica, 11. José Mota, 14. Jeppe Curth, 16. Allan Olesen, 18. Caca, 19. Suni Olsen, 21. Kasper Risgård, 23. Thomas Enevoldsen, 24. Jens-Kristian Sørensen, 27. Patrick Kristensen, 29. Martin S. Jensen, 30. Kenneth Stenild og 32. Ronnie Schwartz.

I forhold til de to holds første møde for en uge siden er Mattias Lindström og Martin Pedersen tilbage i AaB-truppen efter at have afsonet karantæne.

Til gengæld sidder målscoreren fra sidste lørdag, sydafrikanske Siyabonga Nomvethe, over i denne uge med karantæne, mens landsmanden Benedict Vilakazi endnu afventer sin danske arbejds- og opholdstilladelse.

Jón Rói Jacobsen, Karim Zaza og Thomas Augustinussen er alle ude på grund af skader.


Seneste nyt

fra Nordjylland