AaB tæt på pokalfiasko
AaB var på hælene i pokalturneringen ude mod Brønshøj, men efter et sent mål af Marek Saganowski og efterfølgende forlænget spilletid vandt nordjyderne 3-2.
.
Han har været udskældt for manglende målfarlighed, men fredag reddede Marek Saganowski sin klub AaB fra en blamage i den danske pokalturnering i fodbold, Ekstra Bladet Cup. AaB vandt 3-2 ude over Brønshøj, men først efter meget stort besvær.
Fem minutter før tid scorede den polske angriber sit første mål for de danske mestre, da han udlignede til 2-2, og i den forlængede spilletid afgjorde Kasper Risgård kampen mod Brønshøj, som er tophold i 2. division øst. Til sidst blev hjemmeholdets Newroz Dogan præsenteret for det røde kort.
Thomas Augustinussen havde ellers planmæssigt bragt AaB foran 1-0 i opgøret i Tingbjerg Idrætspark, men den tidligere AGF-spiller Mads Frost fik udlignet før pausen.
I anden halvleg lurede sensationen, da Patrick T. Petersen bragte Brønshøj på 2-1, inden Marek Saganowski og Kasper Risgård sendte nordjyderne i ottendedelsfinalen og forhindrede den helt store fiasko.
Kampen var AaB's sidste før tirsdagens Champions League-kamp i Aalborg, hvor titelindehaverne Manchester United fra England kommer på besøg.
/ritzau/