Aalborg Kommune vil ikke bruge sand.
Vejene er spejlglatte i Nordjylland, fordi det er så koldt, at salt ikke længere virker. Det har fået flere kommuner til at bruge sand i stedet for, men det vil de ikke i Aalborg Kommune.
Sort is hedder det nye begreb i vores sprog, og det dækker over, at selv om vejbanen ser fin ud,er den ekstrem glat. Den slags veje har de mange af i Aalborg Kommune. Alligevel vil de ikke smide sand på dem, fordi de mener, det ikke virker.
-Sand har en ringe effekt, fordi det hurtigt bliver kørt af vejbanen. Det bider sig ikke fast på vejen, så når bilerne kører henover, bliver det blæst ud i rabatten, siger tilsynsassistent i Aalborg kommune, Arne Skov til TV2/NORD.
Mariager Fjord kommune har modsat valgt at investere i 3 sandspredere, som nu spreder sand på deres veje, men det får ikke Aalborg Kommune til at skifte mening.
-Det er meget store mængder, vi skal have fat i, hvis vi skal sprede sand. Vi har 2000 km vejnet, så hvis vi skal sprede sand på dem, så er det enorme mængder vi skal have fat i, siger tilsynsassistent i Aalborg kommune, Arne Skov til TV2/NORD.
Sand er billigere end salt, men det er langt dyrere at fjerne igen, når det er blevet forår. I byen ender sandet i kloakkerne, og her koster det kr.: 650,- pr tons at skaffe af vejen, fordi det skal behandles som miljøfarligt affald. Ud på landet ender sandet i rabatten, og det bevirker, at vand har svært ved at løbe af kørebanen, så det skal det graves væk. Derfor har Aalborg Kommune kun en sandspreder, som de bruger i de kryds hvor bilerne skal køre opad, når de skal sætte i gang.
-Her laver bilerne hjulspind, og det polerer isen så den bliver helt utroligt glat. Så der bruger vi en lille smule sand, siger tilsynsassistent i Aalborg kommune, Arne Skov til TV2/NORD.