Aktiesalg skal sikre fremtiden
Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)
Salget af 281 aktier skal sikre Mors-Thy Håndbolds fremtid. I bedste fald kan klubben tjene 281.000 kroner.
Sidste års overlevelse i den bedste danske herrehåndboldrække var en stor triumf for Mors-Thy Håndbold. Men fremtiden skal også sikres. Og det sker nu gennem et særligt aktiesalg.
Moderklubben HF Mors vil styrke klubben yderligere gennem et salg af 281 aktier, som HF Mors har købt af statsbanken Finansiel Stabilitet. Aktierne stammer fra den krakkede Fjordbank Mors. Det fortæller P4 Midt & Vest.
HF Mors står for salget af aktierne, og indtægterne doneres direkte til Mors-Thy håndbold.
- Det er ikke aktier med en stor værdi. Det, man køber, er medbestemmelse og stemmeret til generalforsamling i klubben, siger formanden for HF Mors, Lars Nielsen til P4 Midt & Vest.
Prisen lyder på 1000 kroner per aktie. Så hvis alle aktierne bliver solgt, giver det 281.000 kroner til Mors-Thy Håndbolds egenkapital.