Aktionærer spekulerer i fortsat budkrig
Aktiekursen på børsnoterede Hedegaard ligger i dag pænt over det seneste tilbud, som er givet på overtagelse af grovvareselskabet. Det skriver epn.dk
Flere aktionærer forventer åbenlyst, at prisen på grovvarevirksomheden Hedegaard A/S kommer endnu højere op. Selskabets aktier handles fredag over middag på fondsbørsen til 790 kr. - 45 kr. over det tilbud, som den ene af byderne gav torsdag.
Dan Agro Holding, som kæmper med svenske Lantmännen om at overtage det danske selskab, hævede i går sit købstilbud for tredje gang. Denne gang med et bud på 745 kr. pr. aktie - som dermed overtrumfede et bud på 740 kr. fra Lantmännen.
Budkrigen blev indledt 2. april, da den svenske, landmandsejede koncern Lantmännen gav tilbud til aktionærerne med en pris på 520 kr.
Dan Agro Holding er etableret af en række mindre danske grovvareselskaber - centretret om DLA, Den Lokale Andel - og har det eneste formål at overtage Hedegaard. Men den norske kemikoncern Yara, der har en børsværdi på 100 mia. kr., er torsdag også blevet ny aktionær i selskabet og dermed aktør i den dansk/svenske budkrig.
Bestyrelsen afventer
Bestyrelsen for Hedegaard A/S anbefalede i sidste uge aktionærerne det tilbud, som kom fra Dan Agro og da var på 650 kr. Formand Arne Tirsgaard konstaterer overfor epn.dk, at bestyrelsen ikke i øjeblikket vil kommentere eller anbefale de nye bud, som siden er kommet.