"Arbejd hjemme": NT varsler store ændringer og kommer med klar opfordring

Fra mandag aften frem til onsdag morgen er der varslet snestorm i Nordjylland.

Man skal regne med, at der kan komme forsinkelser, hvis man skal med offentlig transport i Nordjylland tirsdag. Det gør Nordjyllands Trafikselskab klart på deres Facebookside. 

Mette Henriksen, kunde- og salgschef hos Nordjyllands Trafikselskab bekræfter overfor TV2 Nord, at man opfordrer til en hjemmearbejdsdag grundet den store trafikale usikkerhed.

- Man skal væbne sig med tålmodighed i morgen (tirsdag, red.). Så derfor hvis man har mulighed for at tage en hjemmearbejdsdag, vil det være en god idé i morgen, hvor driften vil være usikker, siger hun og tilføjer:

- Vi mander op, og vi tager måske nogle forholdsregler, som forhåbentlig ikke kommer i spil, men vi regner med, at der er en snestorm der rammer, og det skal vi selvfølgelig forsøge at komme bedst muligt ud af for vores kunder. 

Dertil kommer det, at selskabets tog kommer til at køre efter søndagskøreplanen, og at flere strækninger ikke betjenes. Det drejer sig om Aalborg - Skørping og ind til Aalborg Lufthavn. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag er det heller ikke muligt at få en Flextur, Plustur eller Flexhandicap. 

Nordjyllands Trafikselskab har en beredskabsplan klar, men hvis myndighederne skulle fraråde al udkørsel, så stopper NT også med at køre. Derfor opfordrer Mette Henriksen til, at man følger med på hjemmesiden, for at få seneste nyt. 

Herunder kan du se en af Nordjyllands Trafikselskabs busser, der kørte af vejen efter snestormen i december 2021. 


Seneste nyt

fra Nordjylland