Asylcenter i Randers skal drives af Vesthimmerland
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
Vesthimmerlands Kommune skal stå for et asylcenter i Randers.
For fire uger siden anmodede udlændingemyndighederne kommunerne om at hjælpe med nye pladser til asylsøgende. Nu kan Udlændingestyrelsen konstatere, at man har nået målet om at skaffe 340 nye pladser.
Målet blev nået torsdag, da styrelsen kunne melde om to nye aftaler, der sikrer plads til 180 asylansøgere.
Blandt andet har man indgået en aftale med Randers Kommune om at oprette et permanent center med plads til 120 asylansøgere. Senere skal kapaciteten op på 200 pladser. Løsningen i Randers er etableret i et tidligere ældrecenter. Og det bliver ikke Randers Kommune selv, men Vesthimmerland Kommune, der skal stå for driften af centret.
Det er et led i en ny model for indkvartering af asylansøgere, hvor kommuner kan stille pladser til rådighed, men hvor driftsansvaret ligger i en anden kommune.
Ud over de nye pladser i Randers udvider Langelands Kommune med 60 asylansøgere samt med Vesthimmerlands Kommune, der stiller 100 pladser til rådighed.