Bedst til akutte kejsersnit
Sygehus Vendsyssel i Hjørring er landets suverænt bedste, når det handler om akutte kejsersnit, hvor barnet skal være forløst indenfor ganske få minutter.
Sygehus Vendsyssel er landets bedste til at lave akutte kejsersnit, viser ny rapport.
Når babyer skal hjælpes akut til verden, så er personalet på Sygehus Vendsyssel de bedste til at hjælpe i hele landet. Den nyeste rapport fra Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) viser, at fødeafdelingen på Sygehus Vendsyssel er landets bedste til at lave de såkaldte akutte kejsersnit, hvor barnet skal være forløst indenfor 15 minutter.
- Det glæder os rigtig meget, at vores fødeafdeling klarer sig så flot. Vi har netop trænet intensivt på at gøre det bedst muligt i de akutte situationer, hvor barnets eller moderens liv kan være i overhængende fare. Her er det vigtigt med klare procedurer og en præcis kommunikation, siger ledende overlæge Lars Burmester, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Sygehus Vendsyssel.
På Sygehus Vendsyssel lykkes det i 95 procent af de ordinerede tilfælde af akutte kejsersnit at gennemføre kejsersnittet på mindre en 15 minutter, som reglerne foreskriver. På landsplan sker det i 48 procent af tilfældene.