Bevæbnet bankrøver anholdt af civil
Foto: Christian French
Bankrøveren fra Støvring var bevæbnet med både pistol og kniv. Men alligevel tog en civil affære og anholdte røveren og holdt ham fast indtil politiet dukkede op.
En 35-årig røver med både kniv og pistol kom ikke langt i sin flugt fra Spar Nord på Bavnebakken i Støvring. En civil person kastede sig nemlig over ham umiddelbart efter, røveren var kravlet ud af vinduet.
- På parkeringspladsen lige foran banken får en civil lagt røveren ned og holdt ham fast, indtil vores patruljebil kom kort tid efter, siger vicepolitikommissær Johan Nielsen til TV2/Nord.
Røveriet foregik lidt før ti, hvorfor banken var lukket. Røveren havde derfor skaffet sig adgang via et vindue, og det var via det, han prøvede at slippe væk fra banken med et endnu ukendt beløb. Men den 35-årige røver kom altså ikke langt, hvilket glæder det lokale politi.
- Vores patruljevogn ankommer til stedet i samme moment som røveren bliver lagt ned, da banken allerede har gjort alarm. Men det er selvfølgelig ikke til at sige, om vi havde fanget røveren uden den civile mands hjælp, siger Johan Nielsen til TV2/Nord.
Den lokale helt kan formentlig se frem til en beløning for sin indsats. Men indtil Nordjyllands Politi har vurderet og efterforsket mere i sagen, holder de mandens identiet anonym.