Blåbjerg får tre sæsoner mere hos AaB
Foto: aabsport.dk
AaB har forlænget aftalen med det unge talent Jakob Blåbjerg til 30. juni 2018.
Jakob Blåbjerg skiftede som U/13-spiller til AaB, og det glæder AaB's sportsdirektør Allan Gaarde at have forlænget aftalen ind til 30. juni 2018 med det unge forsvarstalent.
- Jakob er en hurtig, forudseende og fysisk stærk spiller, der har udviklet sig med stormskridt i den netop overståede sæson. Samtidig er han en intelligent fyr, der også rent taktisk er meget lærenem, og selvom han i denne sæson ofte har vikarieret i venstre forsvarsside, så er vi ikke i tvivl om, at han han størst udviklingspotentiale som midterforsvarer, siger Allan Gaarde.
20-årige Jakob Blåbjerg rykkede i sommeren 2013 - et år før tid- op i AaB's Alka Superligatrup. Ved siden af fodbolden studerer han på energiuddannelsen på Aalborg Universitet.
- Jeg føler mig stolt og privilegeret over at få forlænget min kontrakt med yderligere tre år, lyder det fra Jakob Blåbjerg.
Han er noteret for 27 officielle kampe for AaB og overtager fra den kommende sæson trøje nummer fire.
-Min personlige målsætning er selvfølgelig inden for den kommende kontraktperiode at bide mig fast på holdet. I AaB har vi en stærk træningskultur og et fantastisk sammenhold, og selvom vi ikke har det største spillerbudget, så er ambitionen med vores talentmasse og vores traditioner i bagagen altid at spille med, hvor det er sjovt, siger Jakob Blåbjerg.