Bowling i blodet

Søstrene Stine og Rikke Johansen er nærmest vokset op på en bowlingbane. Nu er begge piger udtaget til ungdomslandsholdet.

Sammen med lillesøster Rikke på 14 tilbringer 17-årige Stine Johansen time efter time på banen med at perfektionere teknikken.

- Jeg træner 4 - 5 gange om ugen. Nogen gange to gange om dagen. Og så går jeg i fitness to gange ugentligt ved siden af, plus at jeg er begyndt ved en mentaltræner, fortæller hun til TV2/nord.

Både talent og træning har allerede giver søstrene en lang række oplevelser og triumfer i bagagen - og nu er de begge med i bruttotruppen til ungdomslandsholdet: Stine for tredje gang og Rikke for første gang.

For storesøster Stine vil næste naturlige skridt være en plads på seniorlandsholdet. Men økonomi er ved at stille sig i vejen for drømmene:

- Man skal deltage i mindst 4 udenlandske stævner årligt for at komme i betragtning til landsholdet - og det er simpelthen for dyrt, forklarer Stine Johansen.

Derfor er jagten på private sponsorer gået ind - indtil videre dog uden held.

Se indslag om de talentfulde søstre i Sporten på TV2/Nord søndag aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland