Brændeafgift: Sådan vil regeringen dreje på skatteskruen
Foto: Christell Maria Iversen (Arkiv)
Regeringen dropper udskældt brændeafgift, men provenuet fra den skal ind i statskassen i form af mere i skat.
Den udskældte brændeafgift er lagt i graven, fordi den var for bureaukratisk og besværlig at administrere for både borgere, virksomheder og myndigheder.
Men det er de 15,4 milliarder kroner, som afgiften frem mod 2020 skulle lægge i statskassen, ikke. I stedet for brændeafgiften vil regeringen hæve skatten og sænke personfradraget. Det sker, hvor der er flest penge at hente - på bundskatten hos alle danskere.
Skatteministeriet oplyser, at konkret forhøjes bundskatten med 0,40 procentpoint og personfradraget sættes ned med 600 kroner. I 2015 reduceres en planlagt stigning i personfradraget fra 800 til 200 kroner.
Regeringens forslag betyder, at det samlede beskatningsniveau i gennemsnit lettes i forhold til, hvis brændeafgiften var blevet gennemført.
Således vil borgerne i gennemsnit opnå et øget rådighedsbeløb på cirka 220 kroner om året, hvis de altså skulle have betalt den brændeafgift, der i lovforslaget blev kaldt forsyningssikkerhedsafgiften.
Samtidig gives en række lempelser til erhvervslivet.
- Forsyningssikkerhedsafgiften har vist sig tæt på umulig at sætte sammen på en måde, der ikke medfører voldsomme omkostninger for både borgere og virksomheder.
- Det kan vi ikke leve med i regeringen. Derfor har vi i dag meddelt forligspartierne, at vi ikke ønsker afgiften indført, og at vi ønsker at drøfte alternativer, siger skatteminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse om regeringens udspil.
- Regeringen mener, vi har fundet en model, som er fornuftig. Vi giver borgerne et større rådighedsbeløb, end de ville have fået, hvis afgiften var blevet indført, mens vi på samme tid giver lempelser til erhvervslivet.
- Og så ændrer vi ikke på målsætningerne fra energiaftalen. Derfor håber jeg også, at partierne i forligskredsen vil gå konstruktivt ind i drøftelserne, så vi kan finde en ansvarlig løsning, siger Morten Østergaard.