Brødrepar vinder Årets Ejerleder 2016
Foto: Pressefoto
Høj kvalitet og service betød, at Jobi Værft A/S - med Jesper Faurholt Jensen og Bjarke Faurholt i spidsen - nu kan skrive den fine titel på CV'et.
Ejerlederne bag Jobi Værft A/S, Jesper Faurholt Jensen og Bjarke Faurholt, har netop vundet prisen som Årets Ejerleder 2016 i Nordjylland for deres succesfulde væksteventyr. Prisen blev overrakt ved en velbesøgt kåring hos Nykredit i Aalborg.
Jobi Værft A/S i Strandby tilbyder førsteklasses traditionelt håndværk, som er innovativt og omkostningseffektivt inden for skibsværft, veteranskibe, husbåde og specialopgaver, hvor de primært tager sig af reparations- og vedligeholdelsesopgaver. Brødrene har begge en håndværksmæssig uddannelse og en stor passion for at videregive det gode håndværk til nye generationer ved blandt andet at have mange lærlinge i virksomheden.
- Det har været et stærkt felt i Nordjylland i år, og det var derfor en særlig fornøjelse at overrække prisen til Jesper Faurholt Jensen og Bjarke Faurholt, der har formået at skabe en imponerende vækst i Jobi Værft, udtaler Marianne Fog Jørgensen, partner hos PwC i Aalborg, og fortsætter:
- Med en stærkt kombination af høj kvalitet og service i alt, hvad de laver, og et værdisæt, hvor ”et ord, er et ord”, og hvor der leveres til tiden, har brødrene skabt en imponerende vækst, siden de overtog værftet i Strandby. Dét, sammen med en realistisk, men ambitiøs strategi for fortsat vækst, gør dem til de helt rette vindere af Årets Ejerleder i Nordjylland.
Hos Jobi Værft løser man opgaverne med stor passion og lyst til at give håndværket videre til kommende generationer. Virksomheden har været i flot vækst siden begyndelsen, og de to ejerledere kigger fremad og laver mange investeringer for at fremtidssikre virksomheden.
- De to ejerledere ser meget fremad, har klare visioner og foretager mange investeringer for at fremtidssikre virksomheden. Desuden er der en klar plan for, hvilke investeringer der skal foretages for at muliggøre vækstplanerne, fortæller Frank Ryslev, regionsdirektør i Nykredit,
Hos Dansk Erhverv er man også imponeret over vinderen af Årets Ejerleder i Nordjylland, som er et fantastisk eksempel på dygtige ejerledere, der er ordholdne og hele tiden har fokus på målet og kvaliteten i det, som bliver udført.
De har stort fokus på langvarige relationer med deres kunder og er i løbende dialog, så eventuelle udfordringer kan tages i opløbet. De to ejerledere har formået at skabe en virksomhed, hvor langvarige relationer, ansvarlighed, kvalitet og godt håndværk er nøgleord, og det er bestemt en pris værdig, fortæller Sigurd Schou Madsen, politisk konsulent i Dansk Erhverv.