Budget på plads i Vesthimmerland: Nu kommer omfartsvej
Foto: TV2/Nord
Konservative og Venstre er blevet enige om, hvordan budgettet skal se ud i Vesthimmerlands Kommune næste år. En omfartsvej er på tegnebrættet.
Der bliver etableret en omfartsvej ved Aars. Det ligger fast, efter at Konservative og Venstre fredag middag er blevet enige om næste års budget i Vesthimmerlands Kommune.
Afsætningen af midler til etableringen af omfartsvejen var det springende punkt, der betød, at kun to af byråds seks partier er med i det nye budgetforlig. Der er blevet sat 25 millioner kroner af til anlæg af den nye vej.
- Budskabet fra virksomhederne i kommunen har været, at det skulle være nu. Derfor mener vi, at det er nødvendigt at etablere omfartsvejen for at sikre udvikling i kommunen, siger borgmester Knud Kristensen (Kons.) til TV2/Nord.
Partierne forhandlede om budgettet indtil sent torsdag aften. Forhandlingerne blev genoptaget fredag formiddag, hvor Venstre og Konservative efter kort tid sad alene tilbage, da de øvrige partier forlod forhandlingerne.
Herefter begyndte de to partier at tale om de endelige detaljer i budgetforliget og fredag middag nåede de til enighed om en aftale.
- Det er et ganske udmærket forlig. Det ville selvfølgelig være godt og give mest ro, hvis alle partier var med, men vi mente, at omfartsvejen var en springende punkt, som var nødvendigt, siger Knud Kristensen.
Det nye budget betyder, at der vil blive lavet tilpasninger på en række områder. Til foråret vil byrådet indlede arbejdet med en større pakke af tilpasninger på børne- og ungeområdet.