Byråd diskuterer valgplakater
I Vesthimmerland vil byrådet forbyde valgplakater på hovedgaderne i de store byer. Men ikke alle er begejstrede.
Ved næste valg må Ole B. Sørensen til sin store ærgrelse sandsynligvis ikke hænge plakater op i lygtepælene på Himmerlandsgade i Aars.
- Jeg synes ellers, at det er en naturlig del af en valgkamp. Og det er en tradition i Danmark, siger byrådsmedlem Ole B. Sørensen (Venstre).
- Men da vi renoverede Himmerlandsgade her i Aars besluttede vi, at det skulle være en flot handelsgade, der var fri for alle de der reklameindslag, siger tidligere borgmester i Aars, Knud Kristensen (Kons.)
Forbuddet gælder alle former for plakater - også cirkusplakater. I stedet vil kommunen stille plakatstativer til rådighed ved indfaldsvejene. Og så må man sætte op på de mindre veje.
- Men så skal plakaterne sættes op i villakvartererne. Og så tror jeg, at folk foretrækker at have dem der, hvor de færdes, og ikke der, hvor de sover, siger Ole B. Sørensen.
Forslaget gælder kun hovedgaderne i Aars, Løgstør, Farsø og Aalestrup.